• 350 meter langt Mærsk-skib skal krydse verdenshave på methanol

    Source: BDK Finans / 09 Aug 2024 05:02:20   America/New_York

    Den seneste tilføjelse til Mærsks flåde af skibe, der kan sejle på methanol, er blevet navngivet i Aarhus. Det er sket ved en ceremoni på havnen fredag. Lørdag åbnes skibet for omkring 2000 besøgende. Den 350 meter lange skude, der kan transportere omkring 16.500 containere, har fået navnet "Antonia Mærsk". Skibet er det største af sin slags i verden. Modsat de fleste containerskibe, der kun sejler på fossile brændsler, kan "Antonia Mærsk" også drives af methanol. Det kan produceres af biogas eller biomasse og spiller en helt central rolle i shippinggigantens ambitioner om at reducere sine CO2-udledninger. Mærsk-topchef Vincent Clerc holdt tale før navngivningen. Med "Antonia Mærsk" bag sig satte han ord på virksomhedens grønne ambitioner. - Grøn methanol er et brændstof, der kan produceres i store mængder. Men det er en kompleks proces at udskifte sit brændstofforbrug. Vi ser en fremtid for os, hvor flere forskellige grønne brændstoffer eksisterer side om side, lød det blandt andet fra topchefen. Han brugte også anledningen til at gentage Mærsks ønske om politisk handling. - Vi kan ikke klare den her rejse alene. Der er brug for en prismekanisme, der kan lukke hullet mellem priserne på transport med grønne brændstoffer og fossile brændsler. I dag er grønne brændstoffer dyrere end den traditionelle bunkerolie, og Mærsk opkræver derfor en højere pris fra de kunder, der ønsker den mere klimavenlige løsning. Desuden er det en stor udfordring for Mærsk at skaffe nok grøn methanol. Derfor vil det nye skib sejle på fossilt brændstof en del af tiden. "Antonia Mærsk" er det første store metanoldrevne skib, der er blevet navngivet i Danmark. Skibet slutter sig til gruppen af Mærsks andre metanoldrevne skibe, der også tæller søsterskibene "Ane Mærsk" og "Astrid Mærsk" samt det noget mindre "Laura Mærsk". Sidstnævnte fik Mærsk leveret i 2023. Skibet var det første metanoldrevne i verden. Med grøn methanol mindskes det enkelte skibs udledninger ifølge Mærsk med mindst 65 procent. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/350-meter-langt-maersk-skib-skal-krydse-verdenshave-paa-methanol
Share on,